Enhver, der tænker på hemmeligholdt, tykke stenmure, når det kommer til vores Mini Me Harry, af hemmelige rum i utilgængelige dybe kældre, af monstre og formløse skurke, af Phoenix, snedækkede ugler og andre fugle, af flyvende koste på en snitchjagt, af loyale venner og bitre fjender i en verden ud over vores, er sandsynligvis ikke så forkert. Sandsynligvis

Uanset dette, imidlertid, vi Muggles lægger den nævnte Mini-Me - hvorpå, som ved magi, et velkendt ansigt pludselig dukkede op - på sofaen, sofaen eller i et mørkt hjørne af vores kammer, hvisker „Habemus magum Potterum“ og efterlader kæmpe edderkopper, Dementorer og andre ubehagelige ting til side for lidt læsning eller en behagelig filmatisering. Da vi er Harry nu, omend i miniature, ikke meget kan gå galt alligevel.